Max er blevet sendt videre ned til næste camp selv om han endelig er ved at blive okay igen - han accepter det, men er pissed. Kirsten er bare så træt at guiderne ikke tror hun har kræfterne til at komme til toppen, det tror jeg alle inkl. hende selv er enige om, så hun tager med Max ned.

Turen mod Barafu ligner den foregående dag rimelig meget, ikke så lang og ikke så hård... men dagen er jo heller ikke slut. Det sjoveste er at der er en ny type sten heroppe (kan ikke huske hvad den hedder) som lyder som glas der smadrer hvis man kaster med det - mit indre barn får frit afløb... lad os sige det sådan :)

Hendes mand er død og havde blandt andet et ønske om at komme til Kilimanjaro, så hun har lidt aske med som skal spredes deroppe. Derudover har hun utallige venner og bekendte som på en eller anden måde er relateret til Afrika, jeg kan slet ikke huske dem alle. De skal alle have en tanke. Men det er rørende og pigerne småtuder og vi andre har en klump i halsen.

Jeg går bagerst med Sadie (lokal guide) bag mig og Knud foran mig (dansk guide) og det går stille og roligt fremad - lidt for stille syntes jeg. Vi bliver overhalet af den ene gruppe efter den anden og det ser sjovt ud for vi kan se deres lys hele vejen op af bjerget, der er mange. Der sker ikke meget så jeg går og kigger op på stjernerne og ser mange stjerneskud. På et tidspunkt begynder Solvej at gå langsommere og langsommere og Benjamin (chief guide) beslutter hun må ned - det er der ikke nogen der er glade for efter hun har fortalt grunden til hvorfor hun er her. Vi er nu i ca 5000m højde og hun vender om.
Efter ca 30 min har Henriette det 'mærkeligt' og hun vil ned fordi hun tror hun har højdesyge, så nu er der Knud, Inge, Malika, Allan og mig + de to guides Sadie og Benjamin.

Lidt efter får Allan det rigtig dårligt, sikkert højdesyge, men han fortsætter. Bedst som jeg går og kigger efter mit stjerneskud nr 10 føles det som om min mave slår en kolbøtte! Hovedet dunker lidt - åhh pis! Milde højdesyge symptomer! Efter omkring 15 min har jeg det som Allan. Ved næste hvil spørger Sadie om jeg er ok? Jo jo, jeg overlever nok. Inge ser træt ud, Malika vil sove siger hun men guiderne vil ikke lade hende. Knud har taget Diamox, så han er okay - men vil ikke vide hvor langt der er endnu :-) (det er hans tur nr 2).
I ca 2 timer mere går vi op op op. Vi når desværre ikke Stella Point til solopgang, men imponerende ser det alligevel ud! En kæmpe rød kugle. Da vi endelig kan se Stella Point vil jeg bare derop så jeg kan sidde ned lidt, men Sadie siger vi skal holde sammen... arrgghh.. fucking torture!

Der er en del mennesker heroppe, alle på vej ned med et mere eller mindre glad udtryk.
"Allmost there, it's not far." siger de.
Ja ja, men det går bare langsomt. Min nevø på 2½ går hurtigere end det her tempo! Nå, all good things comes to those who wait.... Vi kommer frem til Uhuru Peak og kan se de fleste gletchere og langt væk nede under os ligger Afrika. Vi tager 1 million billeder og står og kigger lidt på bedeflagene, men stadig ikke nogen wow-følelse. Jeg tænker på om det måske er pga kvalmen??

Min kvalme er heldigvis væk nu, men hovedet dunker stadig lidt. Efter en lille pause spørger Sadie om jeg kender vejen tilbage? Jooohh sådan cirka, har set campen på vej ned. "Good, what way then??". Hvad? ved han ikke hvor vi er??? Jeg fortæller hvilken vej jeg tror det er og han griner, "yes yes, you lead then?". Eh ok, vi fortsætter og Sadie siger jeg skal kigge efter "the lionhead rock" - som jeg selvfølgelig slet ikke syntes ligner en løve da han viser mig den...

Da vi kommer tilbage er Solvej og Henriette der og bærerne kommer med saftevand. Vi fortæller hvad der er sket og får sovet en smule. Derefter pakker vi vores ting og går videre ned mod næste camp.
Vi når lejeren og her kan man købe øl og cola, jeg savner en Hawaii pizza mere end nogensinde. Vi fortæller det hele en gang til for Max og Kirsten og spiser. Jeg tror allerede jeg sover kl 1900 og er totalt væk.

Næste dag... Til Kilimanjaro forside